Irske grevskaber

Kort over øen Irlands 32 grevskaber: de 6 lyserøde i Nordirland og de 26 grønne i Republikken Irland.

Øen Irland består af 32 traditionelle grevskaber (engelsk: counties), der er underinddelinger af øens fire provinser. Grevskaberne er basis for lokalstyret i Republikken Irland, men bruges ikke længere i Nordirland, der i stedet har distrikter.[1] Siden grevskabernes grænser har været stabile i hundredvis af år, identificerer folk sig efter hvilket grevskab de er fra, og mange ting i Irland er organiseret efter grevskaberne. For eksempel er hvert grevskab repræsenteret i the Gaelic Athletic Association, der er ledelsesorgan for gælisk fodbold.[2]

Størstedelen af Irlands grevskaber blev skabt i løbet af høj- og senmiddelalderen[1][2] af det engelske styre i Irland (se bl.a. Kongeriget Irland), modelleret efter de engelske grevskaber. Siden øens opdeling i det uafhængige Republikken Irland og det britiske Nordirland i 1922, har der været 26 grevskaber i Republikken og 6 i Nordirland.[1] Af denne grund kalder irske nationalister også de to lande henholdsvis "the twenty-six counties" og "the six counties", hvorimod et hypotetisk forenet Irland (en) kaldes "the thirty-two counties". Modsat i resten af den engelsktalende verden bruges ordet "county" før grevskabets navn i stedet for efter (en undtagelse til dette er County Durham i England).

  1. ^ a b c Counties and Provinces of Ireland (på engelsk)
  2. ^ a b De Irske Counties/Grevskaber - Historiskerejser.dk

© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search